Forside

Galleri

Miniature

Udstilling

Information

CV

Kontakt

Nyhedsmail

Instagram

Blaabjergs landskab af Lars Svanholm;

Blaabjergs landskab

I mange hundrede år har landskabet udgjort et motivisk omdrejningspunkt blandt billedkunstnere, og naturligvis har især malere fundet inspiration i Vorherres egen natur. I guldalderen blev denne skildret med en ofte minutiøs objektivitet. Det provokerende element lå i, at naturen i princippet ikke blev regnet for noget i en overordnet æstetisk forstand.

Natur og smukke udsigter var der rigeligt af i det lille kongerige, så motivudvalget var tilsyneladende uudtømmelig dengang i 1800-tallet. Man kunne i den forbindelse tage udgangspunkt i Christen Købkes maleri ’Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro’. Her hersker tilsyneladende idyl og ro; og iagttager man lokaliteten i dag, udgør den blot ét af Københavns hektiske miljøer. Således æder civilisationen sig ind på landskabet med lynets hast.

Således, ad omveje, kommer vi frem til maleren Christina Blaabjergs skildringer af natur contra arkitektur og urbane landskaber i 2009. Som i så mange andre sammentræf fik kunstneren nærmest ved et tilfælde en åbenbaring, der skulle påvirke hendes motivvalg ganske tydeligt. Hun befandt sig i Central Park i New York, tog et billede med sit kamera – og billedet sammenfattede kontrasten mellem parkens naturelementer og metropolens monumentale arkitektur.

Farven, perspektivet og de lineære forløb udgør rygraden i Christina Blaabjergs motivverden. Tidligere optrådte mennesket som silhuetter på billedplanet og signalerede dermed, at det levende individ var til stede i landskabet. Således forholder det sig i princippet stadig, på trods af at individerne nu har forladt scenen, hvilket i en overordnet forstand er af mindre betydning. Enhver kan se, hvad mennesket har udført af bedrifter i noget, der i en umiddelbar forstand kunne ligne eksempelvis en havnefront i samme hovedstad, som Købke fandt nogle af sine motiver.

Når man for en tid har fundet fascinationen i Christina Blaabjergs kollisioner mellem arkitektur og landskab, påbegynder man en uundgåelig opdagelsesrejse i værkets kompositoriske forløb. Blaabjerg arbejder med farvernes indbyrdes komplementære egenskaber på en måde, således at man drages ind i et rum, der tilsyneladende først finder sin afslutning langt derude, hvor himmel møder hav. Her løber alle de imaginære linier sammen og skaber dermed en betagende illusion.

Skulle man foretage en anskuelse vedrørende, hvordan Christina Blaabjerg kunne udvikle sit maleri, er det fristende at forvente en yderligere forenkling af udtrykket; men der findes som bekendt hverken garantier eller facitlister inden for billedkunsten – og Christina Blaabjerg udvikler sig i sit eget naturlige tempo.

Lars Svanholm
www.larssvanholm.dk